Hvem er vi
Rapport
Find vej
Job
Foredrag 2010
Foredrag 2011

Anbringelse af unge i egen bolig

Målgruppen
- Unge der anbringes i egen bolig.
- Unge mellem 18 og 23 år, der bevilliges efterværn efter anbringelse.

Formål
Det overordnede formål er, at der arbejdes henimod en selvstændig tilværelse, hvor de unge, så vidt det er muligt, inkluderes i samfundet.
Mere generelt - eller kvalitativt - er det målet, at de unge:

får lært de forpligtelser, der er ved at være borger og bo i egen bolig.
får lært at blive fastholdt i deres beskæftigelses- og uddannelsestilbud.
får lært at sørge for sig selv på en konstruktiv/udviklende måde og at bede om hjælp til det, de har brug for.
får lært at være i forpligtende kontakt og forløb.
får større selvværd/mindsket følelsen af at være anderledes.
får opbygget et sundt netværk og støtte til at bevare/genoptage kontakt til forældre, søskende eller andre familierelationer.

  Netværkets tilbud
  Der udarbejdes i hver enkelt sag en samarbejdsaftale, der beskriver den unges behov for socialpædagogisk støtte. Støtten indebærer overtagelse af ansvaret for arbejdet med den unge. Det vil sige, at støtte den unge i stort set alle livets områder. Der kan eksempelvis være tale om støtte indenfor følgende områder:
boligforhold (at få og bevare en bolig)
arbejds- og skoleforhold
økonomi, forhold til myndighedspersoner
fysisk helbred, psykologiske behov og problemer
familieforhold
fritid
venner
kærester
udviklingsmuligheder og opgaver og ikke mindst de unges egne ønsker, drømme, håb og planer – eller mangel på samme.
  Endvidere er det Netværkets opgave at koordinere indsatsen indenfor handleplanens rammer, så der bliver helhed i indsatsen og hjælpen bliver sammenhængende.
Den unge får tilknyttet en pædagog/socialrådgiver, som er til rådighed døgnet rundt - såvel for den unge som overfor offentlige myndigheder.

Visitation
Vi stiller gerne op til drøftelse af en sag.
I visitationsfasen mødes vi først med rådgiver og andre relevante fagpersoner.
Dernæst deltager den unge selv og evt. forældrene.
Endelig mødes vi med den unge alene, for at få et billede af den unge, uden de voksne er til stede.
Til sidst udarbejdes en skriftlig kontrakt og samarbejdsaftale.

Pris (2012)
Prisen fastsættes ud fra opgavens karakter og omfang.

Opholdstakster:
De faste opholdstakster ligger i 2012 mellem kr. 11.724 og kr. 23.704 pr. måned.
Beløbet dækker løn, rådighedsvagt, vikar, udarbejdelse af rapporter /udredning, personaleomkostninger/supervision/efteruddannelse, kørsel, pædagogiske virkemidler, brug af værested, aktiviteter, ture og spærret telefon.
I særlige tilfælde kan der gives tilbud, der ligger udenfor det nævnte.

På timebasis er prisen:
Kr. 389. Beløbet dækker løn, vikar, udarbejdelse af rapporter/udredning, personaleomkostninger/supervision/efteruddannelse og administration. Kørsel betales særskilt.
Kr. 501. Beløbet dækker som beskrevet ovenfor. Herudover kommer fleksibilitet i aftaler, rådighedsvagt, kørsel, pædagogiske virkemidler, brug af værested, aktiviteter, ture og spærret telefon.

Prisudviklingen følger den kommunale fremskrivningsprocent.

Lovgrundlag
Unge, der anbringes på eget værelse, bevilliges efter Servicelovens § 52 stk. 7
Unge mellem 18 og 23 år bevilliges efterværn efter Servicelovens § 76, stk. 1-4.

Netværkets menneskesyn og arbejdsmetoder
Netværket baserer sin indsats på den grundforståelse, at det er centralt for den unges udvikling at have tilgængelige voksne. Tilgængelighed rummer både et konkret, fysisk forhold og en psykologisk dimension. Den unge kan komme i forbindelse med sin støtteperson døgnet rundt, og den voksne bestræber sig på at være nærværende, det vil sige psykologisk tilgængelig samt indlevende og anerkendende forholdende sig til den unge. I kraft af den voksnes tilgængelighed skabes der mulighed for at etablere og udvikle udviklingsstøttende relationer. I Netværkets praksis betragtes relationen som det centrale udviklingsrum. Denne forståelse henter sin begrundelse i psykologiske og pædagogiske teorier, hvor menneskets udvikling primært forstås som afhængigt af de nære relationer, vedkommende indgår i.
Set i lyset af denne pædagogiske grundforståelse bliver kvaliteten af relationen mellem den voksne og den unge naturligvis væsentlig for, om den unge kan hente næring fra sit forhold til den voksne. Således er det af afgørende betydning, at der skabes et forhold, der bygger på mellemmenneskelige kvaliteter som tillid, åbenhed, respekt, tolerance, rummelighed og troværdighed, mod og personlig integritet.

Endvidere er andre pædagogiske metoder:
• omsorg og støtte i hverdagen 
• samtaler, rådgivning og vejledning
• samværsaftener
• telefonsamtaler
• aktiviteter og ture
• rådighedsvagt
Du kan læse mere om Netværkets arbejdsmetoder og tilbud til unge i rapporten her:
Rapport

Værested
Netværkets tilbud indeholder et værested. Stedet har åben hver mandag, hvor der er fællesspisning. Derudover er der åbent efter aftale. Stedet bruges eksempelvis til samvær med andre unge og evt. søskende, til lektiehjælp, fødselsdage og traditioner, lån af computer, aktiviteter mv.

Tilbud til tidligere unge i Netværket
Døren er altid åben for alle tidligere indskrevne unge. Herudover inviteres de til en årlig sommerfest.

Links og henvisninger
Servicestyrelsen har udarbejdet to pjecer om rettigheder for anbragte unge og efterværn. Du kan læse om pjecerne her:

Du kan læse mere om anbringelser og efterværn i nedennævnte rapporter:
Jakobsen, Turf Böcker: Efterværn - støtte til tidligere anbragte unge. SFI 2010
Tidligere anbragte har brug for efterværn: www.socialrdg.dk/Default.aspx?ID=1552
Jensen, Peter og Esther Malmborg: 'Udskrevet til samfundet'. UFC Børn og Unge (2005).
Malmborg, Esther og Jens Myrup: 'Overgange – hjemgivelse og efterværn ved anbringelsens ophør'. UFC Børn og Unge og KABU (2005).
Egelund m.fl. (red), Henrik: 'TABUKA, tidligere anbragtes bud på kvalitet i anbringelsen', Forlaget Børn og Unge (2005).
Espersen, Laila Dreyer: 'Fra anbringelse til efterværn. En pilotundersøgelse blandt sagsbehandlere'. SFI 2004.
Egelund, Tine og Anne-Dorthe Hestbæk: 'Anbringelse af børn og unge uden for hjemmet – en forskningsoversigt'. SFI 2003.
Olsen, Carsten Frank, Bo Ertmann og Karen Zoppe: 'Efterværn evaluering af efterværnsprojektet på specialinstitutionen Godhavn'. Teori og Metodecentret, Hillerød (2003).
Storø, Jan: 'På begge sider af atten'. Universitetsforlaget, Oslo (2001).
Christoffersen, Mogens Nygaard: 'Anbragte børns livsforløb' SFI 1993.

 

Vesterbro 33 A 1 . 9000 Aalborg - Tlf. 98 12 30 04 . info@netvaerketaalborg.dk