|
Støtte til hjemmeboende børn og unge
Målgruppen
Hjemmeboende børn og unge under 18 år der har behov for støtte og en fortrolig voksenkontakt, som ikke kan udfyldes i familien.
Formål
Det overordnede formål er at sikre barnet/den unges sundhed og udvikling.
Netværkets tilbud
Der udarbejdes i hver enkelt sag en samarbejdsaftale, der beskriver barnets/den unges behov for socialpædagogisk støtte. Der kan eksempelvis være tale om støtte indenfor følgende områder:
• støtte til at passe skolen
• forholdet til forældrene
• at være bindeled mellem barnet/den unge, hjemmet og skolen
• støtte til at indgå i fritidsaktiviteter og sociale relationer
• rådgivning og støtte i familien
• stabil og fortrolig voksenkontakt
• forebygge kriminalitet og misbrug
• støtte i overgangen til egen bolig.
Endvidere er det Netværkets opgave at koordinere indsatsen indenfor handleplanens rammer, så der bliver helhed i indsatsen og hjælpen bliver sammenhængende.
Den unge får tilknyttet en pædagog/socialrådgiver, som er til rådighed døgnet rundt - såvel for den barnet/den unge og for forældrene, som overfor offentlige myndigheder.
Visitation
Vi stiller gerne op til drøftelse af en sag.
I visitationsfasen mødes vi først med rådgiver og andre relevante fagpersoner.
Dernæst deltager barnet/den unge selv og forældrene.
Endelig mødes vi med barnet/den unge alene, for at få et billede af barnet/den unge uden de voksne er til stede.
Til sidst udarbejdes en skriftlig kontrakt og samarbejdsaftale.
Pris (2012)
Prisen fastsættes ud fra opgavens karakter og omfang.
Opholdstakster:
De faste opholdstakster ligger i 2012 mellem kr. 11.724 og kr. 23.704 pr. måned.
Beløbet dækker løn, rådighedsvagt, vikar, udarbejdelse af rapporter /udredning, personaleomkostninger/supervision/efteruddannelse, kørsel, pædagogiske virkemidler, brug af værested, aktiviteter, ture og spærret telefon.
I særlige tilfælde kan der gives tilbud, der ligger udenfor det nævnte.
På timebasis er prisen:
Kr. 389. Beløbet dækker løn, vikar, udarbejdelse af rapporter/udredning, personaleomkostninger/supervision/efteruddannelse og administration. Kørsel betales særskilt.
Kr. 501. Beløbet dækker som beskrevet ovenfor. Herudover kommer fleksibilitet i aftaler, rådighedsvagt, kørsel, pædagogiske virkemidler, brug af værested, aktiviteter, ture og spærret telefon.
Prisudviklingen følger den kommunale fremskrivningsprocent.
Lovgrundlag
Servicelovens § 52 stk. 3 nr. 1-2
Netværkets menneskesyn og arbejdsmetoder
Netværket baserer sin indsats på den grundforståelse, at det er centralt for barnet og den unges udvikling at have tilgængelige voksne. Tilgængelighed rummer både et konkret, fysisk forhold og en psykologisk dimension. Barnet og den unge kan komme i forbindelse med sin støtteperson døgnet rundt, og den voksne bestræber sig på at være nærværende, det vil sige psykologisk tilgængelig samt indlevende og anerkendende forholdende sig til den unge. I kraft af den voksnes tilgængelighed skabes der mulighed for at etablere og udvikle udviklingsstøttende relationer. I Netværkets praksis betragtes relationen som det centrale udviklingsrum. Denne forståelse henter sin begrundelse i psykologiske og pædagogiske teorier, hvor menneskets udvikling primært forstås som afhængigt af de nære relationer, vedkommende indgår i.
Set i lyset af denne pædagogiske grundforståelse bliver kvaliteten af relationen mellem den voksne og barnet/den unge naturligvis væsentlig for, om barnet eller den unge kan hente næring fra sit forhold til den voksne. Således er det af afgørende betydning, at der skabes et forhold, der bygger på mellemmenneskelige kvaliteter som tillid, åbenhed, respekt, tolerance, rummelighed og troværdighed, mod og personlig integritet.
Endvidere er andre pædagogiske metoder:
• omsorg og støtte i hverdagen
• samtaler, rådgivning og vejledning
• samværsaftener
• telefonsamtaler
• aktiviteter og ture
• rådighedsvagt
Du kan læse mere om Netværkets arbejdsmetoder og tilbud i rapporten her:
Værested
Netværkets tilbud indeholder et værested. Stedet har åben hver mandag, hvor der er fællesspisning. Derudover er der åbent efter aftale. Stedet bruges eksempelvis til samvær med andre unge og evt. søskende, til lektiehjælp, fødselsdage og traditioner, lån af computer, aktiviteter mv.
Tilbud til tidligere unge i Netværket
Døren er altid åben for alle tidligere indskrevne unge. Herudover inviteres de til en årlig sommerfest.
|